Long time, no blog…

I dag er der dømt fridag og fødselsdagshygge, og jeg har langt om længe fået sat mig ned for at skrive en lille statusrapport. Indtil videre har jeg fejret mig selv med en tilbagelænet formiddag med jazz, kaffe og vasketøj. I aften står den på fødselsdagsmiddag med min far og hans bedre halvdel, der landede i torsdags med kufferten fyldt med lakridser.

Albert Park lagde asfalt til sæsonens første Formel 1 grand prix i weekenden. Min far er jævnt pjattet med motorsport, så vi havde længe haft planer om en lille familieudflugt.

En bette Ferrari. Jeg har 10-12 billeder af asfalt, det er ikke så nemt at fange dem i farten!

Lørdag var der kvalifikation, og vi brugte dagen på at udpege og afprøve forskellige udkigsposter til selve løbet dagen efter. Billetterne til de store tribuner koster spidsen af den dyre slags jetjager, så som de fleste andre måtte vi tage til takke med små bakker og et par cementklodser spredt rundt om banen.

De små bakker rundt om banen var meget populære. 

"Årh, hvaaaad! Det' nogle ordenligt syge racerbiler!". Begejstret lille fyr med en ret god udsigt.

Endnu en F1-fan i str. small. Ham her har gearet i orden!

Ruth og Bente på første parket med fingrene dybt begravet i kraniet. Der fulgte et sæt ørepropper med billetten, og det var der en grund til. En F1-racer lyder og larmer fuldstændig vanvittigt! Jeg kunne tydeligt høre dem i Richmond mere end 5 km fra banen. 

Der var rift om udsigten om søndagen, hvor vi måtte dele pladsen med mere end 100.000 tilskuere. Vi fik klemt os ind på en cementblok, hvor der var udsigt til et par hundrede meter bane. Nu er det bare sådan, at en F1-racere kører virkelig åndssvagt stærkt, så man nåede kun at få et glimt af bilerne, når de bragede forbi. Heldigvis havde min far fået fingre i en lille lommeradio, hvor det lykkedes at fange et skrattende kommentatorspor, så vi kunne følge med i løbet. Det var helt sikkert en fed oplevelse, men som min far bemærkede, er F1 ikke verdens mest oplagte tilskuersport.

Få sekunder til start... Man kunne lige akkurat ane storskærmen fra vores pladser.

Den lille familie lænket sammen med et sæt in-ears, så de ikke bliver væk fra hinanden. Lidt ligesom at have snor i sine vanter.

Et mere eller mindre vellykket forsøg på at filme de vanvittige F1'ere, mens de blæser forbi med 200-300 km/t.

Der er jo også noget, der hedder skole, og semesteret er efterhånden oppe i fulde omdrejninger. Afleveringerne og præsentationerne begynder at melde sig, og underviserne forventer rent faktisk, at man forbereder sig til timerne. Det er spændende og ret udfordrende.

Der er delte meninger om niveauet på udenlandske kontra danske universiteter. Jeg synes, niveauet er nogenlunde det samme som derhjemme. Det er i hvert fald langt fra den badeferie, som jeg har hørt mange andre danskere fortælle om. Det har nok også noget at sige, at alle mine kurser er på kandidatniveau. Hernede er det langtfra alle, der læser videre efter deres bachelorgrad. De studerende tager deres kandidatstudier ret alvorligt, og underviserne forventer en smule mere af postgraduates.

Som international studerende er der selvfølgelig også andre ting, der er med til at skubbe sværhedsgraden i vejret. Det har for eksempel taget lidt tid at gennemskue systemet, der er strikket noget anderledes sammen, end jeg er vant til. Det gør det bestemt heller ikke nemmere, når man overser en vigtig deadline og pludselig må lære diverse cowboytricks og smuthuller (nej, jeg er ikke blevet mere tjekket af min lille dannelsesrejse). Der er selvfølgelig også den lille detalje, at alt foregår på engelsk. Selvom det engelske så småt begynder at snige sig ind på rygraden, flyder det bare ikke på samme måde som modersmålet. Det tager lidt længere tid at skrive et essay, og hjernen skal lige vrides en ekstra gang, når det tunge skyts bliver rullet frem i diskussionerne.

Der har heldigvis også været tid til at opleve en masse uden for universitet. Jeg har blandt andet brugt et par eftermiddage på at vise aussierne, hvordan man surfer.

Der er pænt i det dér Torquay. Jeg ved ikke, hvad klovnen i forgrunden laver, men han har meget stramt tøj på! 

Den første tur til surferparadiset Torquay 100 km sydvest for Melbourne var arrangeret af universitetet. De havde taget sig godt betalt, men havde til gengæld også lokket med en instruktør. Instruktøren viste sig at være vores chauffør. Han mente egentlig ikke, at det var nødvendigt med instruktioner. Efter et par opfordringer gav han os dog et lynkursus i at vende brættet rigtigt, og for en god ordens skyld gav han de mere urutinerede svømmere besked på at undlade at drive til havs i den kraftige strøm. Vi fik slået nogle solide kolbøtter i de frådende bølger, men efter et par timers trial and error fik vi så småt fod på det. Vi blev hurtigt enige om, at det ikke var sidste gang.

Jeg viser lige rookierne et par finter... Læg mærke til, at boardet vender rigtigt. Pænt godt lavet!

Ugen efter fik Nikolaj og Line fingre i en bil, så vi pakkede bagsædet med tyskere og satte kursen mod kysten. Vi syntes selv, at vores ilddåb ugen forinden havde givet hår på brystet. Havet var mindre hysterisk, og vi fik lidt flere ture på den rigtige side af boardet. Vi følte os pludselig meget garvede. Tyskerne havde ikke prøvet det før og tumlede lidt mere rundt. Heldigvis for dem havde vi overskud til at spille kong gulerod og øse ud af vores erfaringer.

Vi havde egentlig planlagt en tur til Wilsons Promontory National Park i den kommende weekend, men den er lukket på ubestemt tid på grund af omfattende oversvømmelser. Naturen er ret hård ved Oceanien og omegn i øjeblikket! Det er selvfølgelig surt, at vi ikke kommer af sted, men på den anden side betyder det, at der et stort hul i kalenderen til endnu en surftur. Ikke verdens dårligste reserveplan!

PS. Swinburne Student Amenities Association (eller bare SSAA, selvom det heller ikke er så nemt at udtale) ville ikke have noget at gøre med vores madklub. De var vist bange for, at der ville komme for mange bussemænd i havregrynskuglerne. Det er åbenbart universitetet, der hæfter for de studerendes ve og vel, når noget foregår i SSAA-regi. Idéen lever dog i bedste velgående, og den venter egentlig bare på, at vi lige får klemt ballerne sammen og fører den ud i livet.

Tillykke med os!

I går havde vi månedsdag, byen og mig. Universitetet besluttede at markere den lykkelige begivenhed med 4 timers hardcore undervisning i hæsblæsende tempo. Jeg blev sluppet fri kl. 21.30 og trissede hjemad med mit tæppebombede hoved under armen.

Semesteret er godt i gang, og det begynder så småt at lugte lidt af hverdag. Den har dog ikke meget tilfælles med hverdagen hjemme i andedammen. Alt føles mere intensivt, og hele mit system kører i noget højere omdrejninger. Hver dag er fyldt med nye mennesker og indtryk. Der er så sindssygt meget at opleve i Melbourne, men man skal også lige nurse det nye netværk, snakke med de flotte mennesker derhjemme, vaske noget tøj, lave noget mad, passe noget skole… Listen er lang, og det er en udfordring at få klemt små luftlommer ind i kalenderen. Det vil måske være en god idé at sætte et par timer af til at stirre ud i luften, men på den anden side vil jeg gerne vride så meget ud af turen som mulig.

Jeg havde egentlig en masse oplevelser, jeg gerne ville læsse af. Det bliver lidt senere. Jeg skal mødes med Nikolaj om lidt (du kan følge ham og hans bedre halvdel her). Vi skal diskutere vores idé til en international madklub med Swinburne Student Amenities Association (meget langt og svært ”ord” for studenterforening). Vi blev hurtigt enige om, at australsk madkultur er en halvfesen affære. Vi blev også enige om, at vi som selvudnævnte eksperter i alt spiseligt er forpligtede til at gøre noget! Det bliver meget sjovt at se, om vores lille gourmetbandit kan klare sig i den hårde konkurrence mod de mange andre studenterklubber, der handler om alt fra ekstremsport til buddhisme.

Jeg vender frygteligt tilbage inden længe med et par linjer om universitet på australsk, cykling i Melbourne og meget mere.

I skal selvfølgelig ikke snydes for noget pænt at kigge på, så her er et (random) billede af en is, jeg faldt over for et par dage siden. Måske et godt navn til madklubben?

Ode to IKEA

Jeg havde ikke været på australsk jord særlig længe, før jeg fik et livsvigtigt tip: IKEA sælger shake ’n’ bake rugbrød! Hvis du kender en lille smule til mig, ved du også, at rugbrød har en meget stor plads i mit hjerte. Jeg hastede fluks mod den nærmeste IKEA, som tilfældigvis ligger nogle 100 meter fra hoveddøren.

Shake 'n' bake fra gulv til loft. Godt lavet, IKEA!

Tror måske, jeg skal have tatoveret sådan en på anklen!

IKEA ligner (heldigvis) sig selv, og møblerne hedder stadig KNÖS, IVAR og BIRGIT. Hvis priserne ikke havde været i australske dollars, havde jeg følt mig fuldstændig henført til ”den lokale” i Gentofte.

Alt ligner sig selv... også IKEA-ænderne.

Jeg ved ikke, om man kan tale om et IKEA indeks, men det ville umiddelbart hænge meget godt sammen. Ligesom de fleste andre forbrugsgoder hernede er den australske udgave af IKEA en knivspids eller to dyrere end derhjemme. Jeg kommer nok ikke til at opretholde mit normale unormale rugbrødsforbrug, for man må smide 7 dollars svarende til 40 danske kroner for en enkel karton lækkerdom. Til gengæld smager det også af halvanden million!

One happy camper!

Jeg vil gerne opfordre alle jer derhjemme til at slå et smut forbi Netto på hjørnet og gøre knæfald for rugbrødshylden. Det er større, end I tror.

Skål i rugbrød!

Boligjagt og kulturchok

Så ringer det snart ind til første skoledag, og det er vist ved at være tid til at gøre status over de første par uger i kænguruens land. Det har været tætpakkede med nye indtryk og mennesker, så jeg vil prøve at læsse oplevelserne af i små portioner i løbet af de næste par dage.

Jeg tog herned et par uger før studiestart for at finde en bolig, før kalenderen blev alt for fyldt med alt mulig andet. Det skulle vise sig at være en god idé med en lille buffer, for den første uges tid blev brugt på at være et pænt stykke ved siden af mig selv på grund af et solidt jetlag og et endnu større kulturchok. Melbourne smager uden tvivl mere af København end et slumkvarter i Rio de Janeiro eller en lerhytte på den afrikanske savanne. Ikke desto mindre tog det lidt hårdt på det bette hoved at skifte alle de vante omgivelser og de kendte ansigter ud med hostel, backpackere og en meget stor storby.

En storsmadret mig på sightseeing efter et par nætter uden alt for meget søvn - bemærk de flotte poser under øjnene. Tak for skrald, meget forskellige tidszoner.  

Efter et par dage med mere sightseeing end boligsøgning var det tid til at finde en mere permanent adresse. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke var den eneste boligjæger i byen. Melbourne har flere universiteter, end et menneske med normalt udstyr kan tælle på to hænder, og de er ekstremt populære blandt internationale studerende. Oven i hatten har de omfattende oversvømmelser sendt en hel del backpackere til Melbourne, hvor mange vælger at slå sig ned et par måneder, før de rejser videre.

Home @ The Mansion lige i udkanten af CBD, hvor jeg tilbragte den første uges tid.

Space Hotel nogle hundrede meter længere nede af vejen, hvor jeg flyttede ind, da jeg blev sparket ud af det første hostel.

Efter et par dages intens boligportaljagt på State Library of Victoria gratis wifi lykkedes det at sætte et par aftaler op. Det første værelse lå i Kensington, der er en lille forstad vest for CBD. Ikke den mest optimale beliggenhed, da universitetet ligger et par km øst for centrum, og da jeg gerne vil holde mig i nærheden af de nordøstlige forstæder, som jeg efterhånden havde fået anbefalet mange forskellige steder.

State Library of Victoria

Jeg havde ikke bevæget mig så meget uden for CBD, og kontrasten var til at tage at føle på, da jeg landede i Kensington, der virkede som et meget tilforladeligt og fantastisk kedeligt sted. Jeg nåede frem til adressen, hvor jeg blev mødt af tre meget unge piger, der så ud til at være voldsomt trætte af at vise huset frem. Rundvisningen bestod af en spurt ned ad gangen, hvor der blev peget og mumlet et eller andet uforståeligt. Kemi var der ikke meget af, og efter 10 minutters uengageret smalltalk ringede den næste kandidat på døren. Jeg blev kostet ud med en bemærkning om, at de ville ringe tilbage, hvis de lige huskede det. Møgunger.

Kensington - se eventuelt skilt.

En halv time senere stod jeg i Richmond et par kilometer øst for centrum. Den effektive ekspedition i Kensington betød, at jeg havde masser af tid til at snuse lidt til området. Et spøjst kvarter med et mikrobryggeri i baghaven og en stor cykelbutik, hvor jeg også havde tid til en lang og nørdet grejsnak. Ikke helt dumt.

De to piger, der fremlejede værelset, virkede mere som min kop te, og efter 5 minutter sad vi og reciterede Tom Waits sange og grinede af de samme dårlige jokes. Jeg blev inviteret til at flytte ind med det samme. Jeg svarede ja tak uden tøven og aflyste min tredje fremvisning senere på dagen. En stor lettelse at få fast grund under fødderne så overraskende hurtigt. Jeg var efterhånden blevet lidt træt af at leve i en rygsæk og dele soveværelse med en bunke snorkende backpackere. 

Nu har jeg boet her en uge, der har budt på alt fra rodeo og footy* til mærkelige hippiehavefester og to storstive gutter i klodset slagsmål med et helt softballhold på den lokale pub. Mere om det plus en masse andet senere.

*Footy = australian rules football. Hvis man vil blende ind med de lokale melburnians, er det generelt en god tommelfingerregel at putte –y i enden af alt: Breakfast bliver til brekky, sunglasses bliver til sunnies etc. Australsk er piece of cake, selvom deres banjoaccent kan være lidt svær at lure.

Lidt stemningsbilleder fra Richmond:

Jeg bor i det misfarvede hus til højre.

Et kig ned ad vejen. Ret pudsigt kvarter.

Mit værelse, hvor der lige præcis kan være en seng og en god portion rod.

Udsigten fra stuen tidligere i dag: Min første bunke australske vasketøj, der hænger til tørre i regnvejr. Rutineret.

Polly, den ene af husets to katte. Døv og formentlig en lille smule retarderet... men flink.

Mountain Goat Brewery i #80. Overraskende hyggeligt på indersiden, hvor man blandt andet kan nyde deres svært lækre pale ale i baren.

Udsigten fra "mit" tram-stoppested på Bridge Road. Man kan ane skyskraberne i CBD i baggrunden.

En lækker grøn plet 2 minutters gågang fra hoveddøren. 

Velkommen til min bette blog!

Her er muligheden for at kigge mig over skulderen de næste 4 måneders tid, hvor jeg vil udforske Melbourne og omegn. Nå ja, der er vist også noget med et par kurser på Swinburne University of Technology. Anywho… Velkommen til og smid endelig en kommentar eller tres!