Long time, no blog…

I dag er der dømt fridag og fødselsdagshygge, og jeg har langt om længe fået sat mig ned for at skrive en lille statusrapport. Indtil videre har jeg fejret mig selv med en tilbagelænet formiddag med jazz, kaffe og vasketøj. I aften står den på fødselsdagsmiddag med min far og hans bedre halvdel, der landede i torsdags med kufferten fyldt med lakridser.

Albert Park lagde asfalt til sæsonens første Formel 1 grand prix i weekenden. Min far er jævnt pjattet med motorsport, så vi havde længe haft planer om en lille familieudflugt.

En bette Ferrari. Jeg har 10-12 billeder af asfalt, det er ikke så nemt at fange dem i farten!

Lørdag var der kvalifikation, og vi brugte dagen på at udpege og afprøve forskellige udkigsposter til selve løbet dagen efter. Billetterne til de store tribuner koster spidsen af den dyre slags jetjager, så som de fleste andre måtte vi tage til takke med små bakker og et par cementklodser spredt rundt om banen.

De små bakker rundt om banen var meget populære. 

"Årh, hvaaaad! Det' nogle ordenligt syge racerbiler!". Begejstret lille fyr med en ret god udsigt.

Endnu en F1-fan i str. small. Ham her har gearet i orden!

Ruth og Bente på første parket med fingrene dybt begravet i kraniet. Der fulgte et sæt ørepropper med billetten, og det var der en grund til. En F1-racer lyder og larmer fuldstændig vanvittigt! Jeg kunne tydeligt høre dem i Richmond mere end 5 km fra banen. 

Der var rift om udsigten om søndagen, hvor vi måtte dele pladsen med mere end 100.000 tilskuere. Vi fik klemt os ind på en cementblok, hvor der var udsigt til et par hundrede meter bane. Nu er det bare sådan, at en F1-racere kører virkelig åndssvagt stærkt, så man nåede kun at få et glimt af bilerne, når de bragede forbi. Heldigvis havde min far fået fingre i en lille lommeradio, hvor det lykkedes at fange et skrattende kommentatorspor, så vi kunne følge med i løbet. Det var helt sikkert en fed oplevelse, men som min far bemærkede, er F1 ikke verdens mest oplagte tilskuersport.

Få sekunder til start... Man kunne lige akkurat ane storskærmen fra vores pladser.

Den lille familie lænket sammen med et sæt in-ears, så de ikke bliver væk fra hinanden. Lidt ligesom at have snor i sine vanter.

Et mere eller mindre vellykket forsøg på at filme de vanvittige F1'ere, mens de blæser forbi med 200-300 km/t.

Der er jo også noget, der hedder skole, og semesteret er efterhånden oppe i fulde omdrejninger. Afleveringerne og præsentationerne begynder at melde sig, og underviserne forventer rent faktisk, at man forbereder sig til timerne. Det er spændende og ret udfordrende.

Der er delte meninger om niveauet på udenlandske kontra danske universiteter. Jeg synes, niveauet er nogenlunde det samme som derhjemme. Det er i hvert fald langt fra den badeferie, som jeg har hørt mange andre danskere fortælle om. Det har nok også noget at sige, at alle mine kurser er på kandidatniveau. Hernede er det langtfra alle, der læser videre efter deres bachelorgrad. De studerende tager deres kandidatstudier ret alvorligt, og underviserne forventer en smule mere af postgraduates.

Som international studerende er der selvfølgelig også andre ting, der er med til at skubbe sværhedsgraden i vejret. Det har for eksempel taget lidt tid at gennemskue systemet, der er strikket noget anderledes sammen, end jeg er vant til. Det gør det bestemt heller ikke nemmere, når man overser en vigtig deadline og pludselig må lære diverse cowboytricks og smuthuller (nej, jeg er ikke blevet mere tjekket af min lille dannelsesrejse). Der er selvfølgelig også den lille detalje, at alt foregår på engelsk. Selvom det engelske så småt begynder at snige sig ind på rygraden, flyder det bare ikke på samme måde som modersmålet. Det tager lidt længere tid at skrive et essay, og hjernen skal lige vrides en ekstra gang, når det tunge skyts bliver rullet frem i diskussionerne.

Der har heldigvis også været tid til at opleve en masse uden for universitet. Jeg har blandt andet brugt et par eftermiddage på at vise aussierne, hvordan man surfer.

Der er pænt i det dér Torquay. Jeg ved ikke, hvad klovnen i forgrunden laver, men han har meget stramt tøj på! 

Den første tur til surferparadiset Torquay 100 km sydvest for Melbourne var arrangeret af universitetet. De havde taget sig godt betalt, men havde til gengæld også lokket med en instruktør. Instruktøren viste sig at være vores chauffør. Han mente egentlig ikke, at det var nødvendigt med instruktioner. Efter et par opfordringer gav han os dog et lynkursus i at vende brættet rigtigt, og for en god ordens skyld gav han de mere urutinerede svømmere besked på at undlade at drive til havs i den kraftige strøm. Vi fik slået nogle solide kolbøtter i de frådende bølger, men efter et par timers trial and error fik vi så småt fod på det. Vi blev hurtigt enige om, at det ikke var sidste gang.

Jeg viser lige rookierne et par finter... Læg mærke til, at boardet vender rigtigt. Pænt godt lavet!

Ugen efter fik Nikolaj og Line fingre i en bil, så vi pakkede bagsædet med tyskere og satte kursen mod kysten. Vi syntes selv, at vores ilddåb ugen forinden havde givet hår på brystet. Havet var mindre hysterisk, og vi fik lidt flere ture på den rigtige side af boardet. Vi følte os pludselig meget garvede. Tyskerne havde ikke prøvet det før og tumlede lidt mere rundt. Heldigvis for dem havde vi overskud til at spille kong gulerod og øse ud af vores erfaringer.

Vi havde egentlig planlagt en tur til Wilsons Promontory National Park i den kommende weekend, men den er lukket på ubestemt tid på grund af omfattende oversvømmelser. Naturen er ret hård ved Oceanien og omegn i øjeblikket! Det er selvfølgelig surt, at vi ikke kommer af sted, men på den anden side betyder det, at der et stort hul i kalenderen til endnu en surftur. Ikke verdens dårligste reserveplan!

PS. Swinburne Student Amenities Association (eller bare SSAA, selvom det heller ikke er så nemt at udtale) ville ikke have noget at gøre med vores madklub. De var vist bange for, at der ville komme for mange bussemænd i havregrynskuglerne. Det er åbenbart universitetet, der hæfter for de studerendes ve og vel, når noget foregår i SSAA-regi. Idéen lever dog i bedste velgående, og den venter egentlig bare på, at vi lige får klemt ballerne sammen og fører den ud i livet.