fredag den 4. marts 2011

Ode to IKEA

Jeg havde ikke været på australsk jord særlig længe, før jeg fik et livsvigtigt tip: IKEA sælger shake ’n’ bake rugbrød! Hvis du kender en lille smule til mig, ved du også, at rugbrød har en meget stor plads i mit hjerte. Jeg hastede fluks mod den nærmeste IKEA, som tilfældigvis ligger nogle 100 meter fra hoveddøren.


Shake 'n' bake fra gulv til loft. Godt lavet, IKEA!

Tror måske, jeg skal have tatoveret sådan en på anklen!


IKEA ligner (heldigvis) sig selv, og møblerne hedder stadig KNÖS, IVAR og BIRGIT. Hvis priserne ikke havde været i australske dollars, havde jeg følt mig fuldstændig henført til ”den lokale” i Gentofte.

Alt ligner sig selv... også IKEA-ænderne.


Jeg ved ikke, om man kan tale om et IKEA indeks, men det ville umiddelbart hænge meget godt sammen. Ligesom de fleste andre forbrugsgoder hernede er den australske udgave af IKEA en knivspids eller to dyrere end derhjemme. Jeg kommer nok ikke til at opretholde mit normale unormale rugbrødsforbrug, for man må smide 7 dollars svarende til 40 danske kroner for en enkel karton lækkerdom. Til gengæld smager det også af halvanden million!

One happy camper!


Jeg vil gerne opfordre alle jer derhjemme til at slå et smut forbi Netto på hjørnet og gøre knæfald for rugbrødshylden. Det er større, end I tror.

Skål i rugbrød!

1 kommentar:

  1. Jeps! Rugbrød er fantastisk. Hvem kan leve uden en god omgang Schwartzbrot til 6,50 kr. fra Netto? Man forstår jo godt, at der i mange lande uden stolte surdejsprægede rugbrødstraditioner er både borgerkrig og naturkatastrofer... med al respekt for de lande i øvrigt ;-)

    Håber, alt er vel, fætter!

    Fætter-Thomas

    SvarSlet