fredag den 11. marts 2011

Tillykke med os!

I går havde vi månedsdag, byen og mig. Universitetet besluttede at markere den lykkelige begivenhed med 4 timers hardcore undervisning i hæsblæsende tempo. Jeg blev sluppet fri kl. 21.30 og trissede hjemad med mit tæppebombede hoved under armen.

Semesteret er godt i gang, og det begynder så småt at lugte lidt af hverdag. Den har dog ikke meget tilfælles med hverdagen hjemme i andedammen. Alt føles mere intensivt, og hele mit system kører i noget højere omdrejninger. Hver dag er fyldt med nye mennesker og indtryk. Der er så sindssygt meget at opleve i Melbourne, men man skal også lige nurse det nye netværk, snakke med de flotte mennesker derhjemme, vaske noget tøj, lave noget mad, passe noget skole… Listen er lang, og det er en udfordring at få klemt små luftlommer ind i kalenderen. Det vil måske være en god idé at sætte et par timer af til at stirre ud i luften, men på den anden side vil jeg gerne vride så meget ud af turen som mulig.

Jeg havde egentlig en masse oplevelser, jeg gerne ville læsse af. Det bliver lidt senere. Jeg skal mødes med Nikolaj om lidt (du kan følge ham og hans bedre halvdel her). Vi skal diskutere vores idé til en international madklub med Swinburne Student Amenities Association (meget langt og svært ”ord” for studenterforening). Vi blev hurtigt enige om, at australsk madkultur er en halvfesen affære. Vi blev også enige om, at vi som selvudnævnte eksperter i alt spiseligt er forpligtede til at gøre noget! Det bliver meget sjovt at se, om vores lille gourmetbandit kan klare sig i den hårde konkurrence mod de mange andre studenterklubber, der handler om alt fra ekstremsport til buddhisme.

Jeg vender frygteligt tilbage inden længe med et par linjer om universitet på australsk, cykling i Melbourne og meget mere.

I skal selvfølgelig ikke snydes for noget pænt at kigge på, så her er et (random) billede af en is, jeg faldt over for et par dage siden. Måske et godt navn til madklubben?

2 kommentarer:

  1. Hej g. Fedt at se du ha`det godt :) Jeg glæder mig til du kommer hjem til DK så jeg kan smække dig i settlers igen!
    Kellberg

    SvarSlet
  2. Hola Hr. Jensen. Glæder mig også til at vise jer, hvordan man flytter dragen og allerede har to huse midt i spillet! Gik forbi et meget mærkeligt sted i går. Indretningen lignede mest indersiden af et rumskib, men det var vist en kinesisk restaurant, hvor man kunne spille alle mulige spil og få en stor skål ris. Der sad i hvert fald et par stykker og spillede Settlers over en bette middag. Hyggeligt sted!

    SvarSlet